CIRKELINE og den illustrerede børnebog

26. November 2022 - 25. February 2023

Den illustrerede bog er en del af de fleste danskeres opvækst. Billedbogens styrke ligger i den dobbelte oplevelse, hvor ord og billeder supplerer hinanden og fortæller en fælles historie på vidt forskellige måder. Med udstillingen præsenteres Cirkeline, en klassiker blandt danske billedbøger, suppleret med bøger illustreret af vinderne af Kulturministeriets Illustratorpris for Børne- og Ungebøger.

 

Udstillingen præsenterer tegneren Hanne Hastrups originalillustrationer til bøger og film om den lille alf Cirkeline. Mange husker nok den underfundige og livskloge lille pige med det runde hoved og den mariehøneprikkede kjole. Nu bliver der mulighed for at se tegningerne helt tæt på og opleve illustrationskunstens balance mellem gentagelse og variation.

 

I samarbejde med Mariagerfjord Bibliotekerne udstilles samtidig en lang række prisbelønnede illustratorers arbejde med børnebøger. Siden 1979 har Kulturministeriet præmieret årets bedst illustrerede børne- og/eller ungebog. Bøgerne viser, at billeder skabt direkte til børn, rummer ligeså stor mangfoldighed og variation, som den billedkunst, der skabes til voksne. De fleste af de mange prisvindere er repræsenteret blandt bøgerne i udstillingens læsehjørner. Her kan man i ro og mag fordybe sig i illustration og tekst, måske endda læse en historie højt for hinanden.

 

Hanne Hastrup takkes varmt for udlån af originaltegningerne, Mariagerfjord Bibliotekerne takkes ligeså varmt for samarbejdet og lån at bøger, og Hobro Lyntryk for at levere papir, da der pludselig opstod et behov.

 

 

 

 

Foto: Niels Reiter.